Båd i varetægt - Spørgsmål:
En sejlklub transporterer en privat ejet båd rundt på et havneområde. Hvis sejlklubben laver skade på båden ville denne skade da være dækket på ansvarsforsikringen?
Svar:
Den fælles ansvarsforsikring vil ikke dække skade på båden, da forsikringen undertager skader som sejlklubben (den sikrede) har i deres varetægt.
Hærværk på klubbåde - Spørgsmål:
Dækker de kollektive forsikringer eksempelvis hærværk og tyveri på/fra vores vandskibåd?
Svar:
De fælles, kollektive forsikringer, som DIF og DGI har tegnet i Tryg dækker ikke skader mv. på ting (jeres båd) klubben ejer. En sådan forsikring (lystfartøjsforsikring) skal I selv tegne.
Udgifter til behanding - Spørgsmål:
Vores ansatte instruktør i vores motionscenter skulle hjælpe en udøver med at løfte en tung vægtstang. Udøveren slap vægtstangen, så instruktøren fik et stor pres i nakke og skulder ved at holde stangen, så den ikke faldt ned over udøveren. Instruktøren skal nok have nogle behandlinger hos en fysioterapeut. Er det muligt at få dækket udgifterne til behandlingen?
Svar:
Ja, det skete skal anmeldes til den fælles, kollektive arbejdsskadeforsikring, som DIF og DGI har tegnet i Tryg.
Fodbold rammer bil - Spørgsmål:
Under fodboldtræning bliver bolden sparket ud på vejen og rammer en kørende bil på sidespejlet, som går i stykker. Er der en forsikring, der dækker og i bekræftende fald, hvordan forholder vi os?
Svar:
Hvad der helt præcist skete, da bolden røg ud på vejen og ramte bilen, er lidt svært for mig at vide ud fra din korte beskrivelse. Men jeg gætter på, at det, juridisk og erstatningsretligt, vil være at betragte som et såkaldt hændeligt uheld, hvor det ikke er muligt for bilejeren at kræve erstatning af den spiller, som sendte bolden af sted. Har jeg ret i min antagelse er eneste mulighed, at bilejeren anmelder det skete på bilens kaskoforsikring. Men alt efter selvrisiko, bonustab mv., er det ikke sikkert, at dette kan betale sig.
Klubtur til udlandet - Spørgsmål:
Vi sender 3 fodboldhold til Italien i påsken 2010 til en turnering. Jeg vil høre, om det er korrekt forstået, at vi er omfattet af "Idrættens forsikringer" (DIF/DGI)? Det skal oplyses, at holdenes deltagelse i turneringen udspringer af privat initiativ, men der er ydet finansielt tilskud fra klubben til turen.
Svar:
Ud fra din beskrivelse af turen til Italien er jeg ikke i tvivl om, at der, i forhold til den kollektive idrætsrejseforsikring, er tale om en idrætsrejse/klubtur, som er omfattet af den fælles rejseforsikring. Så trænere, ledere og spillerne, som skal med turen, er dækket af forsikringen.
Spiller knækker tand - Spørgsmål:
Jeg spiller fodbold på BK FREMs 1. hold på amatørbasis. Vi spillede en kamp i går, hvor jeg uheldigvis knækkede en tand. Efter kampen talte jeg med nogle ledere ude i klubben, og de sagde, at jeg nok var forsikret gennem DIF. Kan I hjælpe mig med dette?
Svar:
Der er ikke nogen forsikring gennem DIF, som dækker spillere.
Forsikringsdækning ved prøvetræning - Spørgsmål:
Vi tilbyder som de fleste klubber muligheden for at folk gratis kan træne med til et par prøvetræninger for at finde ud af, om det er noget for dem. I den forbindelse er vi i bestyrelsen blevet i tvivl om, hvor ansvaret ligger, hvis der sker en skade til en prøvetræning på et medlem, som endnu ikke er indmeldt og dermed ikke omfattet af fællesforsikringen. Er det personens private forsikring, der skal dække, eller står klubben til ansvar på nogen måde?
Svar:
Det ansvar, som en klub risikerer at ifalde, hvis en person/udøver kommer til skade, er det samme, uanset om den tilskadekomne person er medlem eller ikke medlem af klubben. F.eks. kan en af jeres instruktører komme til at begå en fejl eller forsømmelse, som så er den direkte årsag til, at en udøver kommer til skade. Som følge af det såkaldte arbejdsgiveransvar vil det være klubben, som arbejdsgiver for træneren, der vil kunne gøres erstatningsansvarlig, hvis udøveren har krav på en erstatning. Men et sådant krav vil så være dækket af den fælles, kollektive ansvarsforsikring, som DIF og DGI har tegnet i Tryg.
Uddeling af avis - Spørgsmål:
Spørgsmålet drejer som om uheld og skader i forbindelse med frivilligt arbejde. Vi skal i klubben husstandsomdele en avis, som fortæller om klubben. Spørgsmålet går på, hvem der skal erstatte, hvis nogle af vores medlemmer får en skade (hunden bider, tøjet rives i stykker, eller hvad der nu kan opstå af uheldige episoder). Alle medlemmer deltager i denne opgave, og vi er blevet i tvivl om, hvordan forsikringsreglerne er i sådanne tilfælde.
Svar:
Der kan være tale om 2 forskellige situationer. Hvis alle klubbens medlemmer, eller hovedparten af dem, deltager i den nævnte husstandsomdeling, da vil det være at betragte som en medlemsopgave, som klubbens medlemmer løser i fællesskab. I den situation vil den frivillige arbejdsskadeforsikring, som DGI og DIF har tegnet, ikke dække, hvis et medlem kommer til skade. Er der derimod tale om, at klubbens ledelse har bedt bestemte, navngivne medlemmer af klubben hjælpe til med at løse opgaven med uddeling af aviserne, vil disse personer normalt være dækket af arbejdsskadeforsikringen (den frivillige eller lovpligtige del), hvis en person kommer til skade.
Uheld på skydebane - Spørgsmål:
Vi havde et uheld på skydebanen, hvor en af skytterne blev ramt af en opspringer eller tilbagespringer. Skytten har det godt, men er sygemeldt noget tid. Episoden er indberettet til politiet, som kører sag på det. Men hvordan er det rent forsikringsmæssigt?
Svar:
DIF og DGI har tegnet en kollektiv ansvarsforsikring i Tryg, som jeres klub er dækket af. For at det eventuelt kan komme på tale, at skadelidte har krav på erstatning (fra forsikringen), kræver dette, at det kan bevises, at jeres klub rent juridisk kan drages til ansvar for det skete. Ud fra din beskrivelse er det ikke muligt for mig at tage stilling til, hvorvidt dette er tilfældet.
Brilleskade - Spørgsmål:
Jeg vil lige høre, om den forsikring som Faaborg Gymnastikforening har via sit medlemskab af DIF/DGI dækker skade på briller, som et medlem har ødelagt i forbindelse med udførelse af sit hverv som bestyrelsesmedlem. Medlemmet faldt på et fortov på vej til møde og ødelagde sine briller.
Svar:
Den nævnte forsikring dækker, hvis et bestyrelsesmedlem kommer til skade (også brilleskade), mens han/hun virker for foreningen. Det vil sige, at man er dækket, hvis skaden sker f.eks. under selve bestyrelsesmødet. Efter fast praksis i Arbejdsskadestyrelsen er en ansat ikke dækket af arbejdsskadeforsikringsloven under transport fra bopæl til arbejdsstedet og retur til bopæl igen. Det samme gør sig gældende for f.eks. bestyrelsesmedlemmer i forhold til den frivillige arbejdsskadeforsikring, som DIF og DGI har tegnet for denne personkreds. Der er derfor desværre ikke dækning for den skete skade.
Forsikring af medlemmer - Spørgsmål:
Jeg er ved at gennemgå vores forsikringer. Vi har den fælles forsikring gennem jer med arbejdsskade og ansvar for vores trænere og bestyrelsesmedlemmer. Vi er da ikke forpligtet til at have en ulykkesforsikring på medlemmerne vel?
Svar:
Du har helt ret, at I ikke er forpligtiget til at have en ulykkesforsikring for jeres medlemmer. Hvis et af jeres medlemmer er så uheldig at komme til skade under sin idrætsudøvelse, vil der være tale om en skade, som er sket i fritiden. Og derfor har I som forening ingen forsikringspligt i forhold til jeres medlem.
Ansvar ved defekt/slidt inventar - Spørgsmål:
Jeg vil høre, hvem der har ansvaret ved personskade som følge af defekt eller slidt inventar/rekvisit i lejede lokaler, og om det har betydning, hvis det er udlejer (hallen), der ejer inventaret, eller hvis det er foreningens inventar, som udlejer har opsynet med?
Svar:
Hovedreglen er, at det er ejeren af inventaret/idrætsrekvisitterne, der bærer ansvaret for, at de nævnte ting er i orden og vedligeholdt på en sådan måde, at de ved normal brug ikke udsætter brugerne for fare. Men selvom dette som sagt er udgangspunktet, så kan foreningen, som bruger/arrangør af aktiviteterne, godt risikere at blive gjort medansvarlig, hvis f.eks. en udøver kommer til skade som følge af en defekt på det materiel, der benyttes.
Et eksempel herpå kunne være den situation, hvor foreningen benytter hallens materiel til sine aktiviteter, selvom foreningen ved (eller burde vide), at materiellet ikke er ordentligt vedligeholdt eller måske endda direkte defekt. I et sådant tilfælde vil der kunne blive tale om såkaldt delt ansvar, hvor hallen og foreningen hver især bliver pålagt at skulle betale ½-delen af erstatningen til skadelidte. For så vidt angår foreningens ½-del vil dette være dækket af den fælles, kollektive ansvarsforsikring, som DGI og DIF har tegnet i Tryg.
Ikke-medlemmer og ansvarsforsikringen - Spørgsmål:
1)
|
|
|
En jæger, som ikke er medlem af vores klub, vil gerne have lov til at skyde på vores skydeanlæg. Han har en våbentilladelse, så jeg går ud fra, at han kan benytte klubbens anlæg på lovlig vis, selvom han ikke er medlem?
|
2)
|
|
|
Hvis der sker et uheld, vil det så være jægerens egen forsikring, der skal dække eventuelle følger. Uanset om han er medlem af foreningen eller ikke? Jeg tænker her på f.eks. et uheld forvoldt på øvrige udøvere som er medlem af foreningen.
|
Svar:
1)
|
|
|
Ja, hvis jeres skydeanlæg/-baner er godkendt af politiet i henhold til de gældende regler, da kan den omtalte jæger bruge jeres anlæg på samme måde som klubbens medlemmer.
|
2)
|
|
|
Ja, hvis der sker et uheld/en ulykke, som et ikke-medlem (eller et medlem) er skyld i, da vil der være tale om såkaldt privatansvar. Det betyder så, at ulykken skal anmeldes til skadevolders private ansvarsforsikring. En sådan forsikring (dækning) er en del af en privat indbo-/familieforsikring.
|
|